Teater Patrasket tager fat i en ny håndfuld historier af Kim Fupz Aakeson for børn fra 5 til 10 år. Historierne handler om svære tanker og sære hændelser, men der er altid noget, der løser sig til sidst, og kærligheden går som en rød tråd gennem alle fem fortællinger.
Forestillingen blander fortælleteatrets former med en leg, country-inspirerede toner, musik, magi og humor. Medvirkende er Maja Skovhus Rehøj, Bastian Popp og Dirck Backer, som også står for musikken og dukkespillet. Instruktionen er ved Maria Myrgård.
Bastian Popp spiller også forestillingen Historien om Karl Bertil Jonssons Juleaften på Riddersalen i slutningen af november 2026, og Maja Skovhus Rehøj og Dirck Backer medvirker også i Størst af Alt, der har en forestilling dagen før på samme sted.

























































