Babysalmesang er et musikalsk tilbud til de mindste, fra ca. 2 til 12 måneder, som kommer sammen med en forælder eller anden voksen. Timen foregår i det smukke kirkerum med tændte stearinlys og højt til loftet, og den bygger på salmevers, fagtesange og små fingerlege.
Undervejs møder I blandt andet den lille nisse, der bor inde i hånden, lytter til klassisk musik, synger årstidsbestemte børnesange, puster sæbebobler og får en acapella-sang af Sussie Luscinia Nielsen. Det er et sanseligt nærvær for både barn og voksen, og en god måde at blive fortrolig med kirkerummet og den danske sangskat. Efter timen er der kaffe og snacks for dem, der har lyst til at blive.




























































