Sct. Hans Have ligger midt i Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord. Haven blev oprindeligt anlagt i 1816 som hospitalsgartneri og har hørt til Sankt Hans Hospital, lige så længe der har været psykiatrisk hospital på stedet.
I dag er haven en socialøkonomisk virksomhed, der bruger naturen, kulturen og fællesskabet til at fremme mental sundhed. Borgere, der står sårbart i livet, ledige og frivillige er med til at passe haven, hvor der dyrkes bær, frugt, urter og spiselige blomster efter økologiske og regenerative principper.
Rundvisningen går rundt i hele haven og fortæller, hvordan livet har formet stedet, og hvad der sker i haven nu og i den nærmeste fremtid. Billetindtægterne går direkte til havens inkluderende arbejdsfællesskab.













































































