Musikforestillingen Sallys far bygger på de populære børnebøger af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen. Her møder publikum Sally, hendes spøjse lillebror Eddie, hendes ven Svend og ikke mindst den skøre far, der aldrig er som andre fædre.
Louise Schouw Teater står bag forestillingen, som er iscenesat af Louise Schouw med musik af Sigurd Barrett og Eskild Dohn. Medvirkende er Morten Bo Koch, Marianne Gonnov Bøgelund, Christian Damsgaard og Mikkel Moltke Hvilsom. Humoren rammer hele familien, og bag farens fis og ballade ligger der også alvor, der giver stof til eftertanke hos både store og små.



































