Mirja Klippel Duo byder på en koncertoplevelse, hvor nærvær mellem publikum og kunstnere fylder rummet. GAFFA beskrev den live som “En af de mest respektfulde oplevelser mellem publikum og kunstnere, som jeg har haft”.
Den finske sangskriver og sanger Mirja Klippel har med sin markante vokal, sit inderlige lydunivers og sine sange, der væver personlige erfaringer sammen med billeder fra den nordiske natur, skabt sig et navn på den alternative folk-scene. Hendes debut-EP Lift Your Lion gav hende en Danish Music Award Folk som Årets Sangskriver, og siden har hun turneret flittigt i både Europa og Nordatlanten samt udgivet yderligere to albums. Hendes seneste album, Slow Coming Alive, modtog tre nominationer på Danish Music Awards Roots i 2021.
På scenen optræder hun sammen med sin faste medmusiker Alex Jønsson, og tilsammen skaber de et organisk og atmosfærisk udtryk, hvor intime stemninger møder rå og vilde landskaber, og hvor de personlige fortællinger åbner for psykologiske dybder. Entré: 150 kr. Lokation: Koncertkapellet.





