Kulturkalender

Mindefestlighed for Troels Trier: En aften i Røde Mors og musikkens tegn

Mindefestlighed for Troels Trier: En aften i Røde Mors og musikkens tegn
Rock
04SEP.
SEP.04
fredag 4. september 2026
Kl. 19.00 – 21.00
Rockmuseet
50 kr
Køb billet

Fredag den 4. september inviterer Rockmuseet til en særlig mindefestlighed for Troels Trier (1940-2026), hvor hans liv og virke bliver sat i centrum. Aftenen er lagt an som en hyldest til en af dansk musikhistories mest originale, markante og folkekære stemmer.

Troels Trier satte gennem mere end seks årtier sit tydelige aftryk på dansk musik- og kulturliv. Han var både frontfigur og sangskriver i det legendariske kunstkollektiv Røde Mor, solist, samarbejdspartner med sangerinden Rebecca Brüel og en vedholdende udøvende kunstner med et værk præget af poesi, humor, samfundskritik og menneskelig indsigt. Røde Mor var et markant dansk kunstnerkollektiv, der især blev kendt for at forene musik og politisk og kulturel bevidsthed.

Museumsinspektør Rasmus Rosenørn fortæller historien om Troels Trier og hans betydning for den danske musikscene. Samtidig præsenterer han en række unikke genstande fra Rockmuseets samling, som kaster lys over den lange og mangfoldige karriere.

Aftenens musikalske omdrejningspunkt bliver Tobias Trier, Troels' søn og selv musiker, som går på scenen med fortolkninger af udvalgte sange fra sin fars omfattende katalog. Han får følgeskab af tidligere medlemmer af Røde Mor samt andre musikere med nær tilknytning til både Troels og Tobias Trier.

Der er lagt op til en aften med fortællinger, erindringer og musik, der stadig taler direkte til både hjerte og samtid. Publikum får mulighed for at genopleve de sange, historier og perspektiver, som gjorde Troels Trier til en kunstner uden sidestykke, og som fortsat inspirerer nye generationer. Rockmuseets café holder åbent hele aftenen med salg af drikkevarer og snacks. Ledsagere med ledsagerkort deltager gratis. Entré: 50 kr.

Dette sker også nær dig

Musik, Marked & Festival