I 2026 tager Cæcilie Norby på danmarksturné med et program, der sætter fokus på de fire legendariske albums, som hun udgav på Blue Note Records mellem 1995 og 2002. Koncerterne giver hendes Blue Note-periode nyt liv og viser samtidig, hvordan denne udgivelsesserie blev et vigtigt vendepunkt både i hendes egen solokarriere og i den moderne vokaljazz.
Som den første skandinaviske vokalist blev Cæcilie Norby signet af Bruce Lundvall, der blev grebet af hendes evne til at forene jazzens frihed med poppens melodiske varme i et tidligt crossover-udtryk. De fire album Cæcilie Norby (1995), My Corner of the Sky (1996), Queen of Bad Excuses (2000) og First Conversation (2002) fik alle flotte anmeldelser i både Danmark og udlandet, og efterfølgende turnerede hun flittigt i Europa, USA og Japan.
Ved koncerterne på Gimle kan publikum høre numre fra hendes Blue Note-repertoire, hvor de stille ballader og de mere groove-bårne sange tilsammen tegner et portræt af hendes kunstneriske rejse. Cæcilie Norby er kendt som en af Danmarks mest markante og elskede vokalister, og her får hun følgeskab af et all-star band med Martin Schack: Keys, Kristor Brødsgaard: Bas, Klaus Menzer: Trommer, Asta Norby: Kor og Laura Lindell: Kor.
- Entré: 340 kr + evt. gebyr.





