Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en video, som angiveligt viser det knivstikkeri fredag i Roskilde, hvor en 16-årig dreng blev dræbt.
Politiet oplyser mandag i et opslag på Politi Update, at efterforskerne har fået kendskab til, at overfaldet er blevet filmet. Videoen er dog ikke i politiets besiddelse.
– Vi skal derfor opfordre alle, der måtte have modtaget en kopi af videoen, til at ringe 114, så det kan aftales, hvordan politiet kan få en kopi, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Den dræbte var elev på Himmelev Gymnasium og opholdt sig fredag eftermiddag i Folkeparken i Roskilde sammen med mange andre unge i forbindelse med en puttefest ved skolestarten.
Knivoverfaldet fandt sted omkring klokken 17.30 på hjørnet af den blinde stikvej Louisevej ved Folkeparken. Politiet fik her en anmeldelse om, at en person var blevet stukket ned.
Betjente var hurtigt fremme, fordi lokalpolitiet allerede var sendt til området i forbindelse med arrangementet i parken, hvor flere hundrede unge var samlet.
Efterforskningen pegede tidligt på en jævnaldrende dreng som mistænkt. Han blev anholdt cirka klokken 18.50 og blev lørdag varetægtsfængslet på en lukket institution for unge.
Under grundlovsforhøret i Retten i Roskilde var 25 til 30 unge mænd mødt op, og politiet tilkaldte ekstra mandskab for at håndtere situationen.
Politiet har endnu ikke oplyst noget motiv. I forbindelse med retsmødet bemærkede dommeren dog, at overfaldet muligvis kan være udsprunget af en konflikt mellem grupperinger.
Politiets indledende vurdering har samtidig været, at de to drenge havde en forudgående konflikt, som ikke havde baggrund i et kriminelt miljø.
Sagen har efterfølgende sat gang i en debat om sikkerheden ved de såkaldte puttefester.
Historien er baseret på oplysninger fra Ritzau og Midt- og Vestsjællands Politi.












