Hvordan er det at leve med OCD, og hvordan oplever de pårørende at stå ved siden af? Denne aften sætter OCD-foreningens lokalgruppe i Roskilde fokus på lidelsen fra tre vinkler i en åben og nærværende samtale frem for et traditionelt foredrag.
Forfatteren Laurits Balker, som selv lever med OCD, deler sine erfaringer med tvangstanker, behandling og mødet med psykiatrien. Annette, mor til en ung kvinde med OCD, fortæller om de svære dilemmaer ved at støtte en, man holder af. Psykolog Stine Næsted, som har speciale i OCD, bidrager med faglig viden om behandling, pårørendes rolle og muligheder for bedring. Dina Bruselius, projektleder i OCD-foreningen, står for modereringen.
Samtalen handler om de sider af OCD, omverdenen ikke altid ser eller forstår, herunder skam, misforståelser, relationer og håbet om et liv, hvor OCD fylder mindre. Den sidste halve time er sat af til spørgsmål fra publikum, og der serveres kaffe og kage undervejs.






























