Hvad sker der, når man læser Bibelen med alt det, der presser sig på i hverdagen? Journalist og forfatter Amalie Langballe, der både er anmelderrost og prisvindet, har taget netop den vej og udgivet bogen Nye Dyder. Her møder hun de gamle tekster med sin egen historie og syv alternative dyder: lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed.
I foredraget fortæller hun om bogen og reflekterer over, hvad Bibelen kan give, når man nærmer sig den uden distance, og med livet i hænderne. Det bliver en samtale om kærlighed, familie og livsfaser, og om at søge vejledning i gamle ord, når verden føles hård og uoverskuelig. Ikke som teolog, men som menneske, der søger samtalepartnere i teksterne, og som finder plads til at se sig selv lidt klarere.





















