Den barmhjertige Boomer er et moderne og humoristisk lystspil om generationskløfter, uventet omsorg og fællesskab på tværs af forskelle.
I centrum står den midaldrende og lidt indesluttede forfatter Ivan Olsen, som pludselig får besøg af den højgravide og rapkæftede Sofie. Mødet mellem den stive "boomer" og den rebelske "woke" generation Z udvikler sig til et hylende morsomt ordspil, hvor kærlige stikpiller, generationskritik og menneskelig varme ligger tæt op ad hinanden. Ivan ender mod alle odds som den uventede barmhjertige, der giver både husly, penge og til sidst fødselshjælp til en ung kvinde, han ikke forstår, men alligevel kommer til at holde af.
Forestillingen er produceret af Landsteatret ApS, og på scenen medvirker Mathilde Passer og Troels Malling. Forestillingen varer 120 min. inkl. pause og kan opleves på Nordskolen, Afdeling Jyllinge. Entréen er 215-265 kr.
Stykket lægger et humoristisk, men også kritisk blik på de fordomme og misforståelser, der ofte præger generationsdialogen i dag.





